Oplevelsen af at blive far på denne måde overvældende . Efter en 10 timers lang fødsel, at have ham liggende i armene, sovende og pakket ind i dyner. Kun ham og mig var der i lokalet, uden andre lyde end Emils vejrtrækning, var en oplevelse af en anden verden. De følelser der pludselig voksede inden i mig, havde jeg meget svært ved at rumme. Jeg græd ikke. Men tåren løb ud af øjnene på mig. Det var som der ikke var plads til alle de følelser, denne lille dreng, fremkaldte inden i mig. Derfor måtte nogle af dem forlade min krop i form af tårer.
Efter vi kom hjem begyndet Emil efter 10 dage at blive flaske madet, da Emil både suttede store sår i min kones brystvorter og der gik betændelse i det ene bryst. Derfor blev madning lige så meget min opgave som min kones.
Da jeg for anden og tredje gang blev far, var oplevelsen lige så overvældende. Men ikke overvældende på samme positive måde. Denne fødsel stod i skarp kontrast, til den dag Emil kom til verden. Under tvillingernes 1.5 månedes indlæggelse fældede jeg også min del af tårer min det udsprang nok nærmere af frustration.
Meget sigende startede fødslen med, at min kone blev kørt fra Silkeborg sygehus, til neonatal afdelingen i Viborg. Jeg måtte ikke køre med i ambulancen. Men skulle vente lidt og mødes med min kone i Viborg.
Rent medicinsk var alt personalet jeg mødte yderst kompetente og jeg var på intet tidspunkt bange for at overlade mine piger i deres varetægt. Men hele oplevelsen omkring at blive far igen, var uendeligt langt fra oplevelsen omkring min søn.
Fødslen tog 5 min, og blev udført ved kejsersnit. Jeg var godt nok tilstede ved fødslen. Men det var overstået, inden man kunne forstå hvad der var sket. Pigerne blev taget fra os med det samme og jeg mærkede slet ikke jeg var blevet far, på samme måde jeg gjorde da Emil blev født. Det var dog ikke i sig selv noget der påvirkede mig. Det var mere helhedsoplevelsen af at være far på sidelinjen under pigernes 6 ugers ophold på neonatal afdelingen.
Som far var man nemlig henstillet til sidelinjen, under pigernes indlæggelse. Det var der mange forskellige årsager til. Det økonomiske, det praktisk og den stereotype holdning til rollerne som henholdsvis en far og en mor har i forbindelse med nyfødte børn. De tre grunde hænger egentligt sammen.
Økonomisk er det selvfølgelig rimeligt, at hospitalet kun kan indkvartere en forældre på statens regning, til at være sammen med børnene. Samtidigt er det oftest nødvendigt for den ene forældre at gå på arbejde, for at få det til at hænge sammen økonomisk. Jeg havde endda en ekstraordinær mulighed for at overnatte på hospitalet gratis sammen med min kone, fordi vi havde fået tvillinger. Hvilket jeg da også benyttede mig af et par gange under indlæggelsen. Men hvad hverken min kone eller jeg havde opfattet da vi fik at vide at, " der var mulighed for faderen kunne bo på sygehuset når der var tale om tvillinger", var at kosten ikke var inkluderet.
Det var dog ikke den store udskrivning. Omkring 500kr for en 6-7 måltider. Men de måtte nærmest skære det ud i pap for min kone, da hun skulle til at forlade stedet, før hun blev klar over hun faktisk havde en regning til at ligge. En episode ramte min kones ære. Ikke noget vi kunne klandre nogen for, da det lige så vel kunne være os, der ikke havde hørt ordenligt efter. Men var igen med til at påvirke helhedsoplevelsen.
At regningen ikke kom til at lyde på flere tusinde, bringer os videre til det praktiske. Selvom jeg heldigvis også kunne gå på fædre/forældreorlov, og slet ikke tør tænke på hvordan det havde været uden denne mulighed, var jeg stadig bundet af vores søn. Han var på dette tidspunkt ikke fyldt et år endnu. Jeg var enlig forældre for ham i den periode, hvilket når jeg ser tilbage på denne tid, faktisk var en fantastisk oplevelse af den gode slags. Forstå mig ret, jeg ville ikke undvære min kone. Men det at være så tæt på sin søn, er en oplevelse jeg vil anbefale alle fædre. Men det er først i skrivende stund den 04.11.10, 7 måneder efter tvilingerne og min kone blev udskrevet, jeg kan se dette. For samtidig med jeg passede min søn selv, havde jeg også en familie på tre i Viborg. Jeg havde en Kone som var meget følesmæssigt påvirket af situationen, samtidigt med hun led afsavn iforhold til Emil. Rent praktisk gjorde jeg det, at jeg hveranden dag tog til Viborg imens Emil var i vuggestue og de andre dage tog Emil ud af vuggestuen lidt før og tog ham med derud. På den måde så min kone Emil mindst hver anden dag og jeg så pigerne næsten hver dag. Det gav mig samtidigt et par formidage om ugen til at købe ind, vaske tøj, forberede aftensmad og lignende. Alt det praktiske gled faktisk fuldstændigt som det skulle, og som nævnt gjorde det underværker at jeg ikke skulle på arbejde. Samtidig var der mulighed for min kone kunne få udgang en gang om ugen i 4-5 timer, i den periode, pigerne fik sonde. Her vil jeg rose personalet for at opmuntre min kone til at benytte sig af denne mulighed. Denne del af oplevelsen ser jeg som sagt tilbage på som utrolig positiv.
Det praktiske og økonomiske er dog kun halvdelen af sådan en oplevelse, og som jeg allerede har været inde på, blev jeg utrolig sårbar, når min tilværelse til en vis grad var ude af min kontrol og blev dikteret af andre. Sådan som det jo forholder sig når ens børn er afhængige af læger og sygeplejesker. Her vil jeg igen benytte legligheden til at rose personalet på Viborg neonatal afdeling for, at jeg på intet tidspunkt følte mig utryk ved at overlade mine små piger i deres hænder. Rent lægefagligt, kunne vi ikke have ønsket os det bedre for vores piger.
Når det er sagt, er det ikke et sted jeg ønsker, at sætte mine fødder igen! Det lyder hårdt. Men af samme grund ønsker jeg ikke flere børn. Der er selvfølgelig andre gode grunde. Men det er det eneste der virkelig afskrækker mig. Nu over et halvt år efter oplevelsen, føler jeg faktisk den har været traumatisk. Det er også en af grundende til jeg skriver denne Blog. For at få det sidste ud af mit system. Jeg har ovenfor nævnt nogle af de faktorer, der har indflydelse på denne oplevelse. Det er faktorer som egenlig ikke kom bag på mig og jeg til en vis grad var rustet til. Men der er andre episoder jeg ikke kunne have forberedt mig på, og som ramte mig hårdere end jeg havde forventet.
I den tid hvor tvilingepigerne var indlagt på neoatal afdelingen, var afdelingen både for min kone og jeg faktisk en totalinstitution. Vi var underlagt sygehusets rutiner og regler 100%. Nogen vil mene dette mest gjalt for min kone, da det var hende der var indlagt sammen med pigerne.Men med risiko for at lyde ynkelig, vil jeg mene jeg var mindst lige så hårdt ramt, jeg var underlagt alle de samme regler og rutiner som min kone, samtidigt med jeg ikke havde samme muligheder som hende. Hvis man som læser ønsker at læse mere om hvad der ligger i begrebet totalinstitution, er der et linket til det under MGOs links i højre side.
Det er her de stereotype fader og moder roller bliver relevante. Der er gjort plads til moderen på afdelingen. Hvorimod faderen, selvom han er underlagt samme regler og restriktioner, har mindre adgang til børnene. Jeg var henvist til sidelinien ligesom alle andre besøgene. En af sygeplejeskerne, udtalte selv, at mens der var focus på moderen i deres arbejde og hendes psykiske tilstand, var problemstillinger omkring faderen udelukkende praktiske.
Der var flere eksempler på dette. Men dem jeg husker bedst, og som slog benene væk under mig var to bestemte episoder lige efter hinanden. De lyder sikkert ubetydelige. Men for mig på daværende tidspunkt, var det kæmpe stort.
Vores piger delte stue med en anden for tidligt født pige. Den anden pige var på det tidspunkt ved at være så fremmlig, at hun kunne ammes, af hendes mor. Det resulterede i, at jeg kunne risikere at vade ind midt i hun gav pigen bryst. Ligesom moderen til pigen skulle udsættes for, at jeg kom vadene ind for at "besøge" mine piger i hendes intime stund med sit barn, følte jeg også ubehag ved at skulle vade igennem. Men det var jeg jo nødt til. Det var ikke det der ramte mig. Det var først da en sygeplejeske henvendte sig til mig, omkring netop dette emne, min verden væltede en smule. For at bede mig om at gå igennem en anden stue, hvor der også var en mor med sit for tidlig fødte barn. Jeg sagde selvfølgelig bare "Jo da". Men uanset hvilken vej jeg valgte at gå ind til mine piger, gik jeg ind til samme senarie og samme problemstilling. Den dag i dag har jeg svært ved at finde ud af hvad jeg skal gøre af mig selv, når en af de andre mødre i min kones mødregruppe, gør mine til at skulle amme deres barn når jeg er til stede. jeg er stadig en smule traumatiseret:)
Dagen efter holdt vi indlæggelsessamtale, med en af de sygeplejesker som var tilknyttet vores piger. under denne samtale, var en ny sygeplejeske også tilstede, for at overvære en sådan samtale for første gang. Måske var det derfor sygeplejesken som stod for samtalen, slavisk gennemgik et hæfte med de retningslinjer og mugligheder, der var for forældre på afdelingen. Men uheldigvis valgte hun at springe over et par af af de muligheder som var remset op i hæftet, med ordene "Det kan vi tage en anden gang", hvorimod restriktionerne blev meget grundigt gennemgået.
Der væltede det fulstændigt for mig, og jeg følte mig meget bevægelseshæmmet, og havde slet ikke lyst til at komme på afdelingen igen. Heller ikke selvom vi kort tid efter fik stuen for os selv, vendte lysten til at være der tilbage. Men jeg ønskede samtidig inderligt at få den samme kontakt med mine piger, som jeg havde haft med Emil. Men selvom det nu næsten var en uge siden, pigerne blev født, kunne jeg ikke mærke jeg var blevet far igen.
Men selvom jeg hverken græd eller brød sammen under denne samtale var det de to ovenstående episoder der væltede mig. Det var dog først da jeg oplevede hvordan det kunne være, jeg reagerede på de to førnævnte oplevelser. Det skete da mig og min kone sammen var inde hos pigerne, og min kone skulle malke ud. Samtidig var der en sygeplejeske til stede, som skiftede sonde og aflæste nogle tal på monitoren. Hun konstaterede at den ene af pigerne havde skidt, og spurgte om jeg ikke ville skifte hende, og have hende over på maven, mens min kone malkede ud. Det ville jeg meget gerne. Men brød jeg fuldstændig sammen, fordi det gik op for mig hvor hæmmet jeg havde været.
Jeg ved ikke om alle fædre ville reagere lige så stærkt på denne oplevelse som mig. Måske havde jeg i kraft af min oplevelse da Emil blev født, en forventning til det at blive far igen. En forventning som ikke blev opfyldt. Samtidig var jeg nok også uheldig med omstændighederne. Den 09.04.10, to uger før terminsdatoen, fik vi lov til at tage pigerne med hjem.
Men jeg er ikke en af dem der er hårdest ramt. mine piger vejede trods alt ca. 1400 og 1500 gram og jeg føler med alle dem der børn der er indlagt på sygehus.
Når det er sagt var emil utrolig glad for at være på sygehuset og især det bamsehus de havde stående mellem neonatal og børneafdelingen var et hit. Far blev dog aldrig rigtigt glad for at være der:) Det skal dog siges at min kone sslet ikke har samme oplevelse af at være indlagt som mig. For hende var det udelukkende det at skulle være adskilt som familie , og det at pigerne var så hjælpeløse der gjorde ondt. Hun havde ikke samme oplevelse omkring selve indlæggelsen.
Hvis der er læsere af denne blog der har spørgsmål til mig personligt eller rent praktisk omkring barsel og ligende, er i velkomne til at spørge.
Til sidst lægger jeg lige et par billeder ind fra opholdet.
Billeder taget med Sony Ericsson telefon
Billeder taget med Canon eos 550D
